Langt færre danskere får foretaget fedmeoperationer.
Det viser tal fra landets fem regioner, som Politiken har indhentet.
Antallet af fedmeoperationer er mere end halveret fra 1.034 i andet kvartal af 2010 til 432 i andet kvartal af 2011.
Og det er netop i den periode at regeringen og danske regioner besluttede at mindske adgangen til fedmeoperationerne.
Men der har været for meget fokus på bundlinjen, mener landets største patientforening, Danske Patienter.
"Det kan være godt med klare retningslinjer for, hvornår der skal opereres. Men problemet er, at de nye krav for fedme og rygoperationer blev lavet uden fagligt belæg," siger formand Lars Engberg.
Selvom statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke vil høre tale om at rulle behandlingsgarantien baglæns, så erkender sundhedsminister Bertel Haarder (V) nu, at for mange er blevet behandlet.
"Vi strammede reglerne for at imødegå den kritik, der har været af, at for mange er blevet opereret, og at det var til fordel for privathospitalerne, fordi de fik patienterne, når det offentlige ikke kunne nå det inden for en måned. Dine nye tal viser, at det er gået præcis som tilsigtet," siger Bertel Haarder (V) til Politiken.