Udsigten til at vinde Apple-produkter har fået adskillige nordmænd til at klikke på et link på Facebook i løbet af mandagen.
Men i stedet for at deltage i en gavebod af en konkurrence, er folk endt med at komme ind på enten pornohjemmesider eller i kløerne på dyre abonnementstjenester. Det skriver VG Nett.
Omfanget har været så stort, at Telenor nu advarer om linket.
"Den første udgave, vi så i dag, sendte links til porno og reklamer. Nu senere er der kommet en ny version, hvor man bliver sendt til en side, hvor man skulle registrere sig for at vinde Apples produkter," siger Jan Roger Wilkens, ansvarlig for sikkerhedsprodukter på Telenors Sikkerhedcenter, til VG Nett.
Telenors Sikkerhedscenter gik ned i dag, og man advarer derfor om det nye fænomen, som man ingen idé har om, hvem der står bag.
"Det ser ud som om, nogen har fået fat i brugernavn og adgangskode og bruger det til at sende gruppebeskeder ud. Vi er lidt i tvivl om, hvorvidt dette er en orm, en virus eller noget tredje. Vi vil forsøge at komme til bunds i, hvordan de gør det. I første omgang vil vi nu advare og forsøge at få folk til at tænde deres sikkerhedsindstillinger, når de bruger Facebook," siger Jan Roger Wilkens.
Facebook-bruger Kim Steinhaug fortæller til avisen, at han trykkede på det mystiske link.
"Der sker ingenting, før du når den sidste side. De beder dig om at indtaste dit mobilnummer, og det er der, svindlen opstår," siger han.
På hjemmesiden, hvor Kim Steinhaug endte, stod der blandt andet med småt, at tilmelding ville koste op til 700 kroner om måneden, plus 115 kroner som første indbetaling.
Kilde: VG Nett