Søndagens vejrmenu stod på grå himmel i selskab med masser af regn, regn, regn.
Det er dog ikke alle, der også skal lide under det våde vejr mandag.
Det fortæller vagtchef hos DMI, Steen Rasmussen.
"Når vi vågner mandag, så er der tørvejr i Jylland, hvor der kommer nogen sol i den vestlige del af landet og på Fyn," siger han til Newspaq.
Men bor man på Sjælland eller Lolland-Falster, så er der ingen kære mor.
Her vender regnen stærkt tilbage efter en nat, hvor det ellers i hvert fald på Sjælland formentligt bliver tørt.
"På Sjælland lægger vi nok ud med tørt vejr, men regnen breder sig nordpå igen, indover Sjælland. Så over middag kommer der formentlig regn igen, sådan som prognoserne ser ud nu. Og så fortsætter det med at være skyet og regn," siger DMI-vagtchefen.
Derfor skal man være klar med sine vejrvåben.
"Tag roligt paraplyen og gummistøvlerne frem," siger Steen Rasmussen.
Mandagens højeste temperaturer vil ligge på mellem 15 og 20 grader, varmest i Jylland.