SF bliver aftenens store vinder, mens Socialdemokraterne med 30,3 procent af stemmerne bliver landets største parti ude i kommunerne.
Det viser aftenens første exitpoll foretaget af DR.
Med hele 13,2 procent af stemmerne bliver SF landets tredjestørste parti. Det er første gang nogensinde.
Over for DR kalder SF's formand, Villy Søvndal, målingen "historisk".
Også Dansk Folkeparti får et godt valg, viser målingen, der er foretaget ved at spørge vælgere, hvad de netop har stemt.
Partiet går frem med 4,4 procent og ender på 10,3 procent.
Mens SF og DF altså tegner til at blive de store sejrherrer, så giver valget tilbagegang for de store partier, Venstre og Socialdemokraterne.
Venstre mister 3,3 procent, Socialdemokraterne 3,4.
Mange tidligere målinger har peget på, at de Konservative ville få et elendigt kommunalvalg.
Men nederlaget ser ud til at være afværget. De Konservative står til 11,1 procent, hvilket er en fremgang på 0,8 procent.