Ritzau
Opdateret kl. 11:15
En rumænsk arbejdsgivers overvågning af en medarbejders private messengerbeskeder i arbejdstiden var ulovlig.
Det fastslår Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols højeste instans i Strasbourg i en principiel dom tirsdag.
Manden var ansat i perioden 1. august 2004 til 6. august 2007 som ingeniør med ansvar for salg i et privat firma i Rumænien.
Efter ønske fra sin chef oprettede medarbejderen en Yahoo-konto, som han kunne bruge til at kommunikere med sine klienter. Men knap tre år efter at manden startede i virksomheden, blev han konfronteret af sin chef.
Hans beskeder var blevet overvåget, og arbejdsgiveren kunne påvise, at manden havde brugt kontoen til at skrive til sin bror og til sin forlovede. Herefter blev han afskediget.
En dom i menneskerettighedsdomstolens første instans fastslog i januar 2016, at chefens overvågning ikke krænkede den ansattes privatliv.
Den oprindelige dom var blandt andet begrundet med, at arbejdsgiveren havde informeret sine ansatte om, at de ikke måtte anvende virksomhedens systemer til privat brug.
Men den afgørelse var rumæneren ikke tilfreds med. Han ankede derfor til domstolens højeste instans.
Her stemte 11 dommere for, at medarbejderens privatliv var blevet krænket, mens seks stemte imod.
Domstolen har lagt vægt på, at de rumænske domstole ikke tilstrækkeligt har beskyttet den ansattes ret til privatlivets fred.
Myndighederne har ikke tilstrækkeligt undersøgt, hvorvidt arbejdsgiveren havde gjort den ansatte opmærksom på den mulige overvågning eller omfanget af samme.
Desuden bestrides det, om medarbejderen overhovedet havde kendskab til overvågningen, der ellers var et centralt element i afgørelsen fra menneskerettighedsdomstolens første instans.
Domme, der fælles ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, gælder alle medlemmer. Her er medlemslandene i Europarådet, hvor Danmark er blandt, forpligtet til at rette ind efter afgørelserne.
/ritzau/