EU er nu formelt klar til at sende op mod 500 mand til Mali for at hjælpe med at gøre hæren i stand til at nedkæmpe islamisterne, der de seneste dage er rykket frem mod hovedstaden Bamako i syd fra deres hidtidige højborg i den nordlige del af landet.
Den formelle beslutning fra EU's hasteindkaldte udenrigsministermøde var ventet og er meddelt få minutter efter, at ministrene har indledt deres møde torsdag lidt over middag i Bruxelles.
Men der er stadig masser af ubesvarede spørgsmål om, hvordan træningsmissionen kan komme i gang i en situation, hvor krigen har grebet om sig.
Ifølge diplomatiske kilder er det meningen, at EU allerede på søndag vil sende et mindre rekognosceringshold til Bamako for at berede vejen for træningsmissionen.
Fortroppen skal blandt andet vurdere, om man kan holde fast i en oprindelig plan fra december om at træne fire bataljoner - halvdelen af hele Malis hær - på én gang på en base nordøst for Bamako.
Efter at krigen har bredt sig mod syd, er det usikkert, om træningen stadig kan foregå i sikkerhed på dén base, ligesom det er tvivlsomt, om man kan trække så mange af Malis soldater ud af de igangværende kampe.
/ritzau/