I 90'erne døde op mod to millioner nordkoreanere af sult, tror man. Mandag besluttede EU at sende fødevarehjælp til 80 millioner kroner for at forhindre en gentagelse. FNs rapporterede i marts, at over seks millioner er i overhængende fare.
Nordkorea har 23 millioner indbyggere. EU forventer at kunne hjælpe 650.000 mennesker.
Allerede i april indledte FNs fødevareprogram et hjælpeprogram for at forhindre underernæring af børn og voksne. WFP skrev på det tidspunkt, at offentlige rationer kun strakte til halvdelen af den nødvendige mad.
Lukket land
Det kan være svært at få nøjagtige oplysninger om situationen i Nordkorea, fordi samfundet er totalt lukket inde af magthaverne. Men faktisk har styret onsdag appelleret direkte til det globale medie Thomson Reuters om at hjælpe med at skaffe nødhjælp.
Reuters har som en af sine bidrag til verden organiseret en sammenslutning af 500 ikke-offentlige hjælpeorganisationer. Det er til dem nordkoreanerne beder om hjælp til at bespise borgerne.
Det internationale samfund af stater kører en benhård sanktionspolitik overfor Nordkorea, der nægter af afstå fra udvikling af kernevåben. Hjælp fra Sydkorea og USA har været uregelmæssig siden 2008. USAs kongres har blokeret for hjælp siden januar.
Nordkorea anklages for at give madhjælpen til sin hær på en million mand. Korea Times rapporterede i juni om et dokumenteret tilfælde kannibalisme i landet, men ikke om det skulle være udbredt. Afhoppere har snakket om det.
[pagebreak]Meget gået galt
Høsten i Nordkorea er slået fejl efter en særdeles hård vinter. Allerede før vinteren tog fat vidste regeringen og donorer, at der var en massivt problem. Siden er der udbrudt mund-og-klovsyge i landbruget og store mængder husdyr er slået ned.
Meget få hjælpeorganisationer har mulighed for at arbejde i det notorisk tillukkede land styret af en familiekult. Er de indenfor grænsen udtaler de sig ikke til medier på grund af den følsomme situation.
Det er dog klart, at folk sulter og industrien kører på lavt blus, fordi der ikke er nok elektricitet. Selv i et godt år (vejrmæssigt) kan landet ikke klare sig selv. Prisen på ris er firdoblet i år.
Nordkorea har siden sin grundlæggelse af den kommunistiske præsident for livstid Kim Il-Sung efter Koreakrigen i 1953 forsøgt sig med kollektivisme og ønsker at være selvforsynende med alt. Det gik ikke, og hjælpen med alt muligt fra olie til gødning fra Sovjetunionen forsvandt.
Nye gamle toner
Ved sin faders død i 1994 overtog Kim Jong-Il styret, men det er ikke gået fremad. En grund er massive oversvømmelser i både 1995 og 96, der ødelagde en stor del af landbruget.
Import af nødvendige ting blev stærkt reduceret, lige bortset fra 40 brugte MIG-21 kampfly fra Kazakhstan, som Kim fik råd til i 1999.
Nordkorea fører sig aggressivt frem. Reuters beretter, at landet både i 2009 og tidligere i år gennemførte række cyber-angreb på den sydlige nabo, som de formelt set stadig er i krig med – bare som en øvelse.
Mandag trommede styret 100.000 mennesker sammen i en demonstration i hovedstaden Pyongyang, der fordømte ”Sydkoreas forrædere” og truede med ”nådesløs hellig krigsgengældelse”.