2012 bliver ikke året, hvor dansk økonomi kommer endegyldigt ud af krisen.
Det er i hvert fald vurderingen fra EU kommissionen, rapporterer den amerikanske børs Nasdaq.
Ifølge rapporten vil dansk økonomi vokse mindre end først forventet, så væksten for 2012 havner på 1,1 procent mod de forventede 1,4 procent.
Det er udefrakommende omstændigheder, der er skyld i faldet.
"Dansk eksport var robust i 2011 takket være høje vækstrater i begyndelsen af året. I 2012 ventes væksten dog at falde på grund af de afdæmpede vækstudsigter i Sverige og Tyskland, som er Danmarks vigtigste handelspartnere," skriver kommissionen i deres rapport.
Den beskedne danske vækst vil komme som følge af privatforbruget og initiativer, som den danske regering har iværksat, lyder det videre.
Inflationen vil også falde fra 2,7 procent i 2011 til 1,8 procent i 2012. Det betyder, at priserne på forbrugsvarer og serviceydelser vil stige mindre, end de gjorde i 2011.
Kilde: Nasdaq