"Jeg mærkede, at Helle er meget på hjemmebane i EU-sager. Jeg håber, at hun også vil vise danskerne, at de er på hjemmebane i den europæiske union."
EU-Kommissionens formand, Jose Manuel Barroso, gav Helle Thorning-Schmidt ros med på vejen efter sit møde med Danmarks nye statsminister i Bruxelles.
Han ser frem til, at Danmark måske kan få skred i klimadagsordenen, når vi overtager det roterende formandskab i januar 2012.
"Jeg ved, hvor engageret Danmark er i den grønne dagsorden og i kampen mod klimaforandringer, og jeg tror virkelig, at vi kan skabe fremskridt," siger Barroso, der også takker Helle Thorning for at droppe VK-regeringens udskældte planer om grænsekontrol.
"De ord var en meget vigtig udmelding, og jeg takker dig for det. Det var i den grad et emne, der vakte stor bekymring hos Europa-Kommissionen, og jeg glad for, at vi kan lægge det bag os," siger Barroso.
Helle Thorning lovede efterfølgende, at Danmark vil føre stram budgetdisciplin, at Danmark snarest muligt vil sende forbeholdene om forsvar og retsligt samarbejde til folkeafstemning og gav også grænsekontrollen et par ord med på vejen.
"Det er ikke fordi, vi ikke vil bekæmpe international kriminalitet. Det vil alle. Men vi tror, at det gøres bedre ved at samarbejde med vores naboer," siger hun.