EU skærper nu sanktionerne over for Syrien.
EU's udenrigsministre besluttede i dag efter et møde i Bruxelles at standse alle udbetalinger af lån fra den Europæiske Investeringsbank og udvide listen over personer, der optræder på EU's sanktionsliste - og som derfor ikke må rejse ind i EU.
Det oplyser udenrigsminister Villy Søvndal (SF) efter mødet.
"Nu må vi på ny rette blikket mod FN's Sikkerhedsråd, hvor jeg synes, tiden nu er kommet til at gøre endnu et forsøg på at få vedtaget en resolution om Syrien, der kan medvirke til yderligere at øge presset på Assad," siger Søvndal i en pressemeddelelse.
Villy Søvndal er glad for Den Arabiske Ligas beslutning om at suspendere Syrien, hvis landet ikke stopper med den blodige nedkæmpelse af regeringsfjentlige demonstranter.
"Ligaens beslutning vidner om, at Assad nu også i regionen er isoleret," siger han.
Også situationen i Iran blev diskuteret, og Villy Søvndal understreger endnu engang, at krig ikke er måden at stoppe iranernes omdiskuterede atomprogram.
"Vigtigt at vi nu fokuserer kræfterne på det politiske spor - ikke hverken relevant eller hensigtsmæssigt at tænke i andre scenarier," siger udenrigsministeren.