Bøsser, lesbiske, biseksuelle og transseksuelle bør have sikrede grundlæggende rettigheder i alle EU-medlemslande.
Det mener et flertal af medlemmerne af EU-Parlamentet, som tirsdag stemte for en betænkning, der opfordrer EU-Kommissionen til at fremlægge en køreplan for bekæmpelse af diskriminerende handlinger imod LGBT-personer.
Til en samling i parlamentet i Strasbourg stemte 394 for, 176 stemte imod og 72 undlod at stemme.
Betænkningen er blevet udformet, efter at en europæisk undersøgelse blev udgivet i maj 2013 på baggrund af svar fra 93.000 personer fra EU-medlemslandene.
Ifølge undersøgelsen følte knap halvdelen af LGBT-personerne sig diskrimineret eller chikaneret, lidt under en tredjedel var blevet fysisk angrebet i 2012, og hver femte var blevet diskrimineret i relation til beskæftigelse eller erhverv.
Det danske medlem af parlamentet Britta Thomsen (S) har været med til at forhandle betænkningen.
Hun er lettet over flertallet for betænkningen, for de seneste uger har der været stor modstand mod den fra konservative religiøse grupper i Europa.
- Jeg har modtaget over tusind mails fra katolske lobbyister, som opfordrer mig til at stemme imod betænkningen. Det er ikke noget mod de 40.000 mails, som min kollega Ulrike Lunacek har modtaget siden onsdag, fortæller hun i en pressemeddelelse.
Lunacek fra parlamentspartiet De Grønne er ordfører på betænkningen.
Hun fortæller til et pressemøde, at kampagnen imod betænkningen har været præget af antagelser om, at LGBT-personer nu får særlige rettigheder eller vetoret på EU-plan.
Det er helt forkert. Det handler udelukkende om lighed og retfærdighed, siger hun.
- Det er meningen, at EU skal være et område med frihed og retfærdighed. For nogle minoriteter er det det ikke endnu. Det er meget vigtigt, at der kommer det, siger hun.
Blandt andet mener hun, at der i skolen skal ses på, hvordan der undervises om LGBT-personer og deres ret til at leve som alle andre.
Hun siger, at hun er stolt over, at den nye EU-Kommission efter EU-valget vil få et dokument fra parlamentet om, hvordan en køreplan for beskyttelse af LGBT-personers rettigheder skal se ud.
Betænkningen er hverken bindende eller lovgivende.
/ritzau/