Der burde nu ikke længere stå noget i vejen for, at balkanlandet Kroatien til sommer bliver EU's 28. medlemsland.
EU-Kommissionen siger tirsdag i sin sidste fremskridtsrapport inden den formelle optagelse 1. juli i år, at alt er i hak for Kroatien.
- Rapporten er godt nyt. Kroatien har arbejdet hårdt og holdt reformtempoet.
- Landet er nu klar til at indtage sin plads i EU som planlagt, og vi ser alle frem til at afslutte ratificeringen af tiltrædelsestraktaten og byde Kroatien velkommen i EU 1. juli, skriver udvidelseskommissær Stefan Füle i en pressemeddelelse.
Af rapporten fremgår, at Kroatien har gjort sit hjemmearbejde og har rettet ind efter EU-Kommissionens henstillinger fra sidste år for at være på linje med EU's regler for konkurrencepolitik, juridiske og grundlæggende rettigheder samt frihed og sikkerhed.
Tidligere i år bilagde Kroatien og EU-landet Slovenien også en gammel politisk-økonomisk strid, der ulmede som en mulig forhindring for en glat afslutning af Kroatiens vej mod EU.
Slovenien og Kroatien har siden opløsningen af Jugoslavien ligget i strid om kroatiske småspareres indeståender i banken NLB, som nu kontrolleres af Slovenien.
Slovenien har truet med at nedlægge veto mod kroatisk EU-medlemskab, hvis ikke Kroatien droppede sit krav om at få udbetalt omkring 10 milliarder euro.
Det er ikke helt klart, hvordan striden er bilagt, men efter et møde mellem de to lande i februar lagde Slovenien op til, at ratifikationen nu kunne overstås i løbet af få måneder.
Udvidelseskommissær Füle siger, at optagelsen af Kroatien også sender et positivt signal til andre lande, der står i kø for at komme med i EU.
- Kroatien er en succes for udvidelsen. Landet er bevis på udvidelsespolitikkens troværdighed. Det er også et godt eksempel for resten af regionen, efterhånden som den bevæger sig tættere på EU, siger Füle.
/ritzau/