Et politisk flertal er imod brugen af kødklister i dansk kød, og dermed er fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tvunget til at trykke på nej-knappen ved mandagens EU-afstemning.
Men det betyder ikke, at danskerne kan undgå stoffet thrombin i køledisken i fremtiden.
Den endelige beslutning træffes nemlig i EU, og efter alt at dømme siger flertallet ja til det omdiskuterede stof.
"Vi har ikke meldinger om, at der er andre lande, der vil gå imod. Men hvordan afstemningsresultatet bliver, kan jeg ikke sige noget om på nuværende tidspunkt," siger Eva Kjer Hansen til DR.
Og det er helt grotesk, mener EU-parlamentariker for Socialdemokratiet Christel Schaldemose.
"Det er et stof, som udelukkende er tænkt for at snyde forbrugerne. Det handler om at få solgt noget kød, som man ellers ikke ville kunne få solgt, så hvis det bliver tilladt, så vil forbrugerne simpelthen blive snydt," siger parlamentarikeren til Newspaq.
Ifølge Christel Schaldemose har der dog ikke være den samme bevågenhed omkring stoffet i EU, som der har været i Danmark. Derfor trøster hun sig med, at afstemningen på mandag kun er første skridt på vejen.
"Det er komitéen, der siger ja eller nej, og senere skal vi så have det godkendt. Det er i den proces, at vi skal skaffe så stor en opmærksomhed på europæisk plan, at både Kommissionen og Parlamentet ender med at få et flertal som gør, at vi kan stoppe det her," siger hun.
Christel Schaldemose opfordrer supermarkedskæderne til at være barske og sige nej tak til kødklister, for hvis et forbud ikke bliver en realitet, er det mærkningen og supermarkedskæderne der sidder på magten.
"I dag bliver dansk kød betragtet som et kvalitetsprodukt. Men vi kan ende med at få et dårligt ry med vores produkter, hvis ikke branchen vælger at være entydige og stå i mod, og det kan få negative konsekvenser for vores eksport," siger hun.