Esbjerg er på den anden ende. De seneste dage har byens politi anholdt over 20 rockere, som er strømmet til vestkysten i forbindelse med åbning af et klubhus for Hell Angels-rockere.
De nye indbyggere og de deraf følgende problemer skræmmer byens borgmester.
"Det er overraskende, og det er kommet bag på os, at sådan noget kan ske i vores fredelige Esbjerg. Det er vel det værste en borgmester kan opleve for sin by," siger Jonnhy Søtrup (V) til Newspaq.
Derfor er man nu gået i gang med at se, hvordan man gøre livet surt for de nye beboere.
"Jeg mødes med mine embedsmænd og politiet på mandag, hvor vi skal afdække, hvilke handlemuligheder vi har. Vi skal have minimeret generne mest muligt for befolkningen, og er meget opmærksomme på problemet," siger borgmesteren.
Han foreslår blandt andet, at man ser på planloven, for at forhindre rockere i at etablere klubhuse i byen. Derudover henviser han til de såkaldte Al Capone-metoder, hvor kommunen sammen med Skat forsøger at komme den sorteøkonomi til livs.
Også områdets tusristbureauer ser med bekymring på rockertendensen.
"Det er jo ikke trygt, og der er ikke nogen, der har lyst til at komme et sted hen, hvor der er ballade. Derfor håber vi, at det er forbigående, så der snart er ro på igen," siger Jane Madvis Brøndum, bureauleder i Visitesbjerg, til Newspaq.
Byen har tidligere haft problemer med støttegrupper, som man har forsøgt at holde ned. Nu venter der en endnu større udfordring.