Retssagen mod Henriette Kjærs samlever, Erik Skov Pedersen, starter i dag ved retten i Lyngby.
Anklagen mod ham lyder på groft dokumentfalsk og bedrageri af særlig grov beskaffenhed for samlet 5,4 millioner kroner.
Anklagen er delt op i to punkter.
Det første går på, at der er svindlet med 2,4 millioner kroner. Anklagen handler om, at den sigtede har svindlet det fynske ejendomsselskab KJ Ejendomsinvest ved at tage honorar for formidling af salg, selv om der aldrig har været nogen købere.
Det punkt har Skov Pedersen erkendt sig skyldig i.
Andet punkt i anklagen handler om, at Erik Skov Pedersen også skulle have svindlet sig til yderligere tre millioner kroner på forskellige andre projekter. Det skulle have foregået på samme måde ved at tage forskud på honorar. Det erklærer han sig ikke skyldig i.
I anklageskriftet vurderes det desuden, at Erik Skov, kan have medført KJ Ejendomsinvest et tab på op mod 142 millioner kroner.
Retssagen, der starter i dag, forventes kun at vare et par dage.