Henriette Kjærs mand, Erik Skov Pedersen, sidder i disse minutter på anklagebænken i Retten i Lyngby.
Forretningsmanden er tiltalt for at have bedraget for 5,4 millioner kroner.
Skov Pedersen har ifølge anklageskriftet overbevist ejendomsselskabet KJ Ejendomsinvest om, at han havde fundet en køber til en række ejendomme ved Roskilde.
Problemet var bare, at der ingen køber var. Ved hjælp af falske dokumenter og e-mails fik Erik Skov Pedersen lokket ejendomsselskabet til at udbetale honorar for købet.
Hovedpersonen har erkendt, at han har svindlet og modtaget betaling, men kun på 2,4 millioner kroner. Nu skal retten så afgøre, hvilket af beløbene, der stemmer.
Ifølge retseksperter står Erik Skov Pedersen til mellem halvandet og to et halv års fængsel.
Dermed kommer han ikke i nærheden af nogle af de senere års storsvindlere.
Stein Bagger blev i 2009 idømt syv års fængsel for bedrageri og dokumentfalsk for i alt 862 millioner kroner.
Klaus Riskær blev i 2008 idømt seks år bag tremmer for blandt andet skyldnersvig for 200 millioner kroner.
Endelig blev Kurt Thorsen tilbage i 2000 idømt seks års fængsel for dokumentfalsk og bedrageri i den såkaldte PFA-sag. Thorsen risikerer at havne bag tremmer igen til august, hvor han er tiltalt for skattesnyd for 5,9 millioner.
Hvor Erik Skov Pedersen havner henne på strafudmålingsskalaen bliver afgjort senere i dag eller senest mandag.