Enhedslisten har længe ligget faretruende tæt på spærregrænsen og dermed et farvel til Folketinget. Men nu tager partiet skeen i den anden hånd og ændrer strategi.
For første gang nogen sinde udnævner Enhedslisten en politisk ordfører. Det hverv skal varetages af den 25-årige Johanne Schmidt-Nielsen.
De fire medlemmer er stadig lige meget inde over at bestemme partiets linien, men udad til skærpes profilerne.
I den nye strategi ligger også et nyt fokus på tre veldefinerede områder, som partiet fremover vil profilere sig på. Emnerne er økonomisk omfordeling, retspolitik og klima.
"Tidligere har vi måske skudt lidt for meget med spredehagl. Men nu har vi altså analyseret den politiske situation og fundet frem til, at de her tre politiske området er fuldstændig afgørende, i forhold til vores rolle," forklarer den nybagte politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen til Newspaq.
Formålet med den nye strategi er, at få mere indflydelse og i højere grad kunne indgå i samarbejde med Socialdemokraterne og SF.
"SF går mod højre, desværre, men heldigvis oplever vi samtidig, at den samlede opposition er styrket, og vi vil gøre, hvad vi kan for at få indflydelse på, hvad det nye politiske flertal skal lave. Vi skal lige have væltet Anders Fogh og Pia Kjærsgaard, og når det er gjort, så skal vi sørge for, at der ikke bare kommer en ny regering, men at der kommer en ny politik."
Johanne Schmidt Nielsen forsikrer, at det er kun er en ny strategi, der er tale om og ikke en ny politik, og at vælgere helt ude på venstrefløjen derfor ikke skal frygte et mere midtersøgende Enhedslisten.