Enhedslisten: Det er alt eller intet

Finansministeren skal give indrømmelser. Ellers stemmer de ikke for Danmarks budget til næste år. Forhandlinger starter i dag.
Johanne Schmidt-Nielsen og finansordfører Frank Aaen skal ind til finansministeren i dag.
Johanne Schmidt-Nielsen og finansordfører Frank Aaen skal ind til finansministeren i dag. Foto: Mark Knudsen

Enten så siger vi ja til det hele. Ellers også må regeringen finde andre at lege med.

Det fortæller regeringens støtteparti Enhedslisten kort før de går ind til forhandlingsbordet ved finansministeren om Danmarks budget til næste år.

"Finansloven kan kun vedtages sammen med os. Så der er ikke noget med, at vi kun kan acceptere en halv finanslov. Vi skal stemme for en hel finanslov, så derfor skal den være god," siger finansordfører Frank Aaen (EL) til Newspaq.

En god finanslov er ifølge støttepartiet regeringens med visse indrømmelser. Og det er netop, hvad Enhedslisten kræver.

"Vi forventer at få indrømmelser. Vi vil blandt andet kræve flere til at se efter børnene i daginstitutionerne og bedre vilkår for de arbejdsløse," fortæller Frank Aaen.

Hvis Enhedslistens forslag skal igennem, så skal det være fuldt finansieret.

Enhedslisten foreslår derfor en reklameskat, som skal indbringe 900 millioner kroner. Det er præcis samme beløb, som 3.000 ekstra pædagoger koster.

Samtidig sagde finansministeren under fremlæggelsen af regeringens forslag til en finanslov, at der ikke kan blive tale om flere skatter og afgifter, end det som regeringen selv har forslået. Men det tager Frank Aaen helt stille og roligt.

"Finansministeren sidder i en mindretalsregering, så han skal lytte til os andre," siger Frank Aaen.

Alle Folketingets partier er inviteret, og både regeringen og oppositionen håber på et bredt samarbejde.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.