En række voldsomme eksplosioner har her til morgen rystet Syriens hovedstad Damaskus.
Det har kostet et endnu ukendt antal politifolk og civile livet, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ingen har endnu taget ansvaret for bomberne, der kom to dage efter, at syriske oprørere har fejret årsdagen for det syriske oprørs begyndelse.
Flere lignende episoder har de seneste måneder rystet Syriens hovedstad Damaskus, hvoraf det seneste i februar dræbte 28 mennesker.
Ifølge FN har mere end 8000 mennesker mistet livet siden oprøret mod præsident Bashar al-Assad startede for godt et år siden. FN prøver at stoppe styrets overgreb på befolkningen, men Rusland, Kina og Iran bakker stadig op om Bashar al-Assad, og derfor er det svært for FN at finde fælles fodslag for en løsning.