Mindst én person er blevet dræbt og 400 er kvæstede i den egyptiske by Port Said efter nye uroligheder søndag.
Det oplyser hospitalskilder.
Uroen er brudt ud i forbindelse med afsigelsen af 21 dødsdomme i en retssag om sidste års fodboldtragedie i byen.
Mindst 42 mennesker har mistet livet de seneste dage over hele Egypten.
De værste blodsudgydelser er sket i havnebyen Port Said. Her blev der alene lørdag dræbt 32 mennesker under voldelige sammenstød, der blev udløst af dødsdomme over 21 fodboldfans, som er dømt for dødelig vold på et fodboldstation sidste år.
Protesterne er optrappet i forbindelse med toårsdagen for begyndelsen på den folkelige opstand, der førte til Hosni Mubaraks fald. Oppositionen siger, at det nye styre har forrådt selve oprørets indhold og mål.
/ritzau/Reuters