Kanye West: Graduation (Roc-A-Fella/Universal)

50 Cent: Curtis (Shady/Universal)

I dag udkommer plader med to af USA s største rapkæfte, og det lader til, at den ene hermed er færdig som rapper. I hvert fald hvis han sylter hykleriet og står ved sit ord. Tidligere crack-dealer og omvandrende arvæv, New York Citys 50 Cent, har således lovet os at pensionere sig, hvis kollegaen Kanye West fra Chicago sælger flere plader i den første uge.

Musikforbrugerne har forudbestilt Kanye Wests Graduation i betydeligt flere eksemplarer, ligesom midtvest-amerikanerens første singleudspil hitter hårdere end smagsprøverne fra 50 Cents Curtis . Bedre bliver det ikke af, at newyorkerens tredje album er markant ringere end rivalens ditto.

Dårligt selskab

Curtis er 50 Cents borgerlige fornavn, og dermed kunne man måske forvente et kig bag facaden hos den animerede gangstarapper, som hidtil har gjort sig i blærerier, verbale trusler, en bekymrende materiel overflod og skudsalver i hoved og røv. Men-men-men. Det er intet nyt under forhørslampen. 50 Cent rapper fortsat over velproducerede beats, og manden pisser fortsat territorier af så fantasiforladt, at han seriøst behøver hjælp. Den plejer at komme fra mentorerne Dr. Dre og Eminem, men de skranter kunstnerisk, så nu har 50 Cent nærmest kun sig selv. Og det selskab nyder han (heller) ikke godt af.

Farvel jordforbindelse

Så er det en anden sag med Kanye West. Ligesom modstanderen har den stilskabende producer og rapper fra Chicago et opblæst ego. Det sås ved MTV Europe Music Awards i København for 10 måneder siden, da han afbrød en prisoverrækkelse efter at være blevet forbigået. Kanye er langt hen ad vejen selvskabt, og til trods for, at Graduation hægter sig på producerkollegaen Timbalands brug af trancede klangflader, og til trods for et haltende ordflow er det en original plade. Lyrisk vender Kanye West netop fokus indad, og det funker. Can t Tell Me Nothing forklarer, hvordan han mistede jordforbindelsen, da verden, damerne og blingbling-smykkerne pludselig lå for hans fødder. Eksempelvis ved unuanceret at lange ud efter George W. Bush for at skide på farvede mennesker efter Katrina-katastrofen:

»The drama, people sueing me/I m on tv talking like it s just you and me.«

Lige så interessant er den udglattende hyldestrap til pladeselskabsbossen og super-rimsmeden Jay-Z. På Big Brother forklarer Kanye West, hvordan han følte sig overset af Jay-Z og kæmpede for anerkendelse. Nu erklærer han i stedet sin broderlige respekt – noget ganske atypisk at kaste sig ud i for rappere på toppen. I hvert fald hvis kollegaen endnu lever.

Som producer består Kanye West også med Graduation , og hans europæiske inspirationer fylder efterhånden lige så meget som de sorte soulsamplinger. På Stronger lægger franske Daft Punk tema til en forrygende gang forvrænget disco, hvis lige ikke er eksekveret i hiphop. Og Flashing Lights tunge syntetiske akkordklodser hypnotiserer på det nærmeste.

Alt i alt er sagen klar. 50 Cent står foran en tilværelse som førtidspensionist. Men han lukker omvendt sludder ud hele tiden, så det er nok blåøjet at tro, at tegneseriegangsteren holder ord.