En grum sag om seksuelle overgreb mod børn fik i dag i retten endnu en ubehagelig drejning.
I sagen mod en 56-årig mand fra Rebild er ni børn omfattet af anklageskriftet, men ifølge en daværende veninde til den anklagedes datter, begik han også overgreb mod hende. Det skriver Ekstra Bladet.
Fra sin plads i vidnestolen har den nu 17-årige pige netop fortalt, at hun også var udsat for krænkelser.
Pigen, der var veninde med den tiltaltes nu 15-årige datter, berettede om to episoder, hvoraf den ene fandt sted, da hun var 10-11 år gammel.
Her forsøgte den anklagede ifølge pigen i forbindelse med en 'far, mor, børn'-leg at kysse pigen.
"M (Rebild-datteren på dengang ni år) sagde jeg skulle ligge mellem hende og hendes far. Næste morgen vågnede jeg ved, at han (Rebild-faren red.) lå og kildrede mig på først maven og senere i skridtet. Han sagde, jeg skulle sige, hvis jeg ikke kunne lide det, men det turde jeg ikke," sagde den 17-årige i Retten i Aalborg ifølge avisen.
Da der er tale om blufærdighedskrænkelser er forældelsesfristen fem år. Rebild-faren kan derfor ikke tiltales for denne del af sagen, da forældelsesfristen udløb den 26. januar i år.
Mandag er tre andre vidner, der alle er kommet i den tiltaltes hjem, også i vidnestolen. I morgen skal blandt andre børnenes mor vidne.
Den 56-årige mand fra Rebild er anklaget for årelangt sexmisbrug og vold mod sine syv egne børn, samt sin ene datters to veninder.
Det ventes, at der falder dom i sagen den 22. marts.
Kilde: Ekstra Bladet