Endnu en dansker er blevet smittet med H1N1, tidligere kaldt svineinfluenza. Dermed er fem danskere blevet ramt af sygdommen.
Myndighederne formoder, at en tur til Argentina har resulteret i, at den danske rejsende er blevet smittet.
Sundhedsstyrelsen oplyser, at personen har almindelige influenzasymptomer og er i isolation.
Det nye tilfælde af sygdommen overrasker imidlertid ikke Sundhedsstyrelsens forebyggelseschef Else Smith.
"Vi har nu kendt til det nye virus i mange uger og set det sprede sig til og i mange lande. Så det er forventeligt, at der vil vise sig flere tilfælde i Danmark. Det er meget svært at undgå, at der bringes smitte fra omverdenen og hertil. Det nye tilfælde ændrer derfor ikke på vores beredskab," udtaler hun.
Sundhedsstyrelsen vurderer fortsat, at befolkningen generelt ikke har grund til bekymring. Uden for Mexico har sygdommen hidtil vist sig at have et generelt mildt forløb sammenlignet med en almindelig vinterinfluenza.
Den smittede kom til Danmark med Air France AF 2350 fra Paris, der landede i Kastrup den 2. juni kl. 14.45. Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at passagerer, der sad på række 13-17 i flyet kontakter styrelsen på tlf. 7022 0268.
Har man siddet andre steder i flyet behøver man ikke tage særlige forholdsregler. Men får man influenzasymptomer med feber over 38 grader, bør man dog kontakte sin læge, oplyser Sundhedsstyrelsen.