Den tidligere bingovært på lokal-tv i Aalborg Frank Jensen sagde i går ja tak til at blive Socialdemokraternes overborgmesterkandidat.
Dermed kan københavnerne se frem til at få en vaskægte nordjyde som øverste chef.
Hovedpersonen selv er bare glad for, at han får muligheden for "at blive københavnernes tillidsmand."
"Vi er jo mange her i København, der er flyttet til. Men jeg vil da altid være AaB'er i hjertet," indrømmer han over for TV 2.
I det nordjyske er Aalborgs borgmester, Henning G. Jensen (S), overbevist om, at København har godt af en nordjyde i chefstolen.
"Men Frank er ikke nordjyde, han er totaldansker," siger borgmesteren, der er privat ven med 47-årige Frank Jensen gennem en årrække.
Ikke desto mindre venter der Frank Jensen en kæmpe opgave, hvis han skal genvinde magten til Socialdemokraterne, vurderer valg- og kommunalforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.
"Det bliver en utrolig tæt kamp mellem ham og SF's Bo Asmus Kjeldgaard. Men jeg tror han har gode chancer, for København er jo en by med mange tilflyttere. Vi ved desuden, at København er en by hvor meget få normalt afgiver deres stemme, og her hjælper det, at han er kendt af de fleste fra sin tid som justitsminister", siger han.
Valgforskeren mener således, at Frank Jensens kendte ansigt langt opvejer det faktum, at han ikke er opvokset københavner.
Frank Jensen skal samtidig overbevise københavnerne om, at han ikke er nogen skoledreng, siger lektor Klaus Kjøller, der er ekspert i politisk kommunikation.
"Udseendet er det svært at gøre noget ved, for man skal jo ikke lave om på sig selv. Det vil være håbløst. Så han må spille på sin mangeårige erfaring som minister og fremtrædende medlem af Folketinget. Så ville jeg gå åbent ud og sige: Det kan godt være, at jeg ligner en konfirmand, men enhver der kender mig lidt bedre ved, at det blot er et skalkeskjul for al min erfaring," lyder det fra Klaus Kjøller.