Efter flere ugers spekulationer er det nu officielt, at eks-Beatlen Paul McCartney er den første kunstner på kaffekæden Starbucks nye pladeselskab, Hear Music. Det fortæller Billboard.com.
Paul McCartneys næste album kommer i juni måned, og det bliver det første McCartney album, som pladeselskabet EMI ikke udgiver.
McCartney har længe været utilfreds med samarbejdet, og han føler, at hans seneste album ’Chaos and Creation in the Backyard’ ikke fik den opbakning fra pladeselskabet, som det burde. Derfor har det kritikerroste album ifølge McCartney ikke solgt så godt, som det burde. Så nu tager McCartney konsekvensen og skifter pladeselskab.
Men med hensyn til det nye album er sangeren fortrøstningsfuld.
»Det er noget, jeg har arbejdet på et stykke tid nu,« sagde sangeren for nylig.
»Meget af materialet er virkelig personligt. Sangene er på sin vis lidt tilbageskuende. Nogle af dem er nutidige, og nogle af dem skylder fortiden en del. Men jeg er stolt af alle sangene.«
Det vil blive muligt at købe McCartneys album i kaffekædens butikker.
Kædens indtog i Danmark er indvarslet i juni, og således vil man kunne bestille en kop kaffe og den nye med McCartney i Københavns Lufthavn til sommer, hvor den første filial kommer.
Pladeselskabets udgivelser vil selvfølgelig også være tilgængelige i pladebutikkerne.