Emma på 29 år er lesbisk. For halvandet år siden blev hendes seksualitet årsag til et mareridt på hendes arbejdsplads, da hun efter at have strøget en kvindelig kollega over lænden pludselig blev anklaget for sexchikane.
Emma havde opfattet kollegaen som en fortrolig. Og berøringen opfattede hun selv som et uskyldigt kærtegn uden seksuelle undertoner.
Efter denne episode blev hendes seksualitet pludselig et problem. Lederen krævede, at hun skiftede omklædningsrum, og hun måtte ikke deltage i sjofle samtaler med de andre på jobbet.
- Det er forskelsbehandling. For jeg var aldrig havnet i den situation, hvis ikke jeg havde været til piger, fortæller Emma, der føler sig krænket af lederens håndering af sagen.
Emmas historie er et eksempel på, hvordan ikke-heteroseksuelle personer oplever diskrimination på jobbet. Og det er til trods for, at Danmark i en ny undersøgelse kåres som et af de mest rummelige lande, når det kommer til personer med en seksuel orientering.
Seksuelt krænket
Emma var glad for jobbet som bioanalytiker i en større hospitalsafdeling, som hun havde haft i næsten to år. Over for kollegaerne har hun aldrig lagt skjul på, at hun var til kvinder og havde en pige-kæreste. Hun følte sig ikke begrænset af sin seksualitet.
Derfor kom det som en kæmpe chok for hende, da hun pludselig bliver anklaget for at have krænket en kollega seksuelt.
Emma bliver efter en APV-undersøgelse på arbejdspladsen kaldt ind på lederens kontor til en "prekær samtale."
En kollega følte sig fysisk og verbalt seksuelt krænket af Emma og kom med anklager om sexchikane, fortæller lederen hende.
- Jeg fik at vide, at jeg skulle have rørt denne kollega på lænden på en lidt for kærlig og forkert måde. Og at tre andre kollegaer følte, at jeg kiggede på dem i omklædningsrummet. Jeg var i chok, fortæller Emma.
Må ikke klæde om med de andre
Til samtalen med lederen, får Emma besked på, at hun ikke længere må klæde om med de andre. Hun skulle i stedet benytte et omklædningsrum, der lå lige foran lederens kontor. Og hvis der opstod snak med sjofel karakter, måtte hun ikke deltage i samtalen. Lederen understregede også over for Emma, at kollegaer ikke rører ved hinanden.
- Jeg går helt i chok. Græder og må ringe til min mor, som kommer og henter mig, fortæller Emma.
Hun mener ikke at have opført sig grænseoverskridende. Men alligevel føler hun sig dømt skyldig.
- Min leder blev ved med at sige, at det ikke havde noget at gøre med, at jeg var til piger. Men jeg mener, at det havde alt med det at gøre, siger Emma.
Var fortrolig
Hun finder senere ud, af at anklagen om sexchikane kommer fra hende tætte kollega, og at kollegaen desuden havde sagt til lederen, at tre andre kvinder på afdelingen også følte sig chikaneret.
Emma fortæller, at de to kom fra start godt ud det med hinanden og blev hurtigt meget fortrolige og hver især fortalte om private forhold. Kollegaen spørger meget ind til Emmas seksualitet. Samtidig giver hun udtryk for, at hun ikke er glad i sit ægteskab og overvejer at forlade sin mand.
- Jeg spørger på et tidspunkt, om hun har overvejet, om hun er kvinder og hun svarer nej, fortæller Emma, der understreger, at der aldrig har været andet end venskabelige følelser for kollegaen.
- Da vi havde den fortrolighed, vi havde, så fandt jeg det ikke unaturligt, at jeg på et tidspunkt lægger min hånd på hendes lænd. Det var et udtryk for omsorg, og intet andet.
Forskelsbehandling
Anklagen om sexchikane ender i en sygemelding, og Emma må forbi psykologen, inden hun kan vende tilbage til arbejdspladsen. Hun har det rigtig dårligt. Senere vender chokket og fortvivlelsen sig til vrede.
- Jeg er meget skuffet over min leder. Hun har taklet det forkert. Det var i virkeligheden omvendt krænkelse. For min seksualitet blev fremstillet og gjort til et problem. Det var voldsomt krænkende.
Emma mener desuden, at lederens krav om, at hun ikke måtte deltage i visse samtaler og skulle benytte et andet omklædningsrum, var forskelsbehandling. Hun følte sig uretfærdigt behandlet.
Hun kontakter Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT). De vurderer også, at lederens krav er udtryk for forskelsbehandling, og går ind i sagen. Efter mægling med arbejdspladsens HR-afdeling, bliver der til sidst lagt låg på sagen.
Ingen løftede øjenbryn, hvis jeg var hetero
Emma kan fortsætte på arbejdspladsen og får lov til igen at bruge det fælles omklædningsrum. Hun bliver i jobbet i et år, og møder kun opbakning fra de andre kollegaer.
De tre andre, der skulle have følt, at Emma kiggede på dem i omklædningsrummet, har aldrig medgivet, at have del i anklagen om sexchikane.
Hun har aldrig fået en undskyldning fra kollegaen, der kom med anklagen. Hun er ikke vred, men tror, at kollegaen simpelthen har har haft en anden virkelighedsopfattelse af, hvad de fortrolige samtaler og berøringen var udtryk for.
Ikke desto mindre, er Emma overbevist om, at hvis hun havde været heteroseksuel og havde opført sig på nøjagtig samme måde, så ville hverken kollegaer eller leder have løftet et øjenbryn.
Er mere forsigtig
Selvom det er halvandet år siden, Emma blev beskyldt for sexchikane, sidder ubehaget og følelsen af at blive komplet misforstået stadig i hende, når der opstår spontan ping-pong med kollegaerne.
- Jeg har måtte sige til min nye arbejdsplads, at de skal sige fra, hvis de føler sig ilde berørt over de ting jeg siger, fortæller 29-årige Emma.
- Jeg er mere forsigtig. Når vi laver sjov og pjatter med hinanden, bliver jeg altid lidt nervøs og tænker: Øh, bare de nu ikke opfatter noget jeg har sagt eller gjort, forkert.
Emma er ikke hendes rigtige navn, da hun ønsker at være anonym. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.