Luften er meget kold mellem Eminem og ekskonen Kim Mathers. Fredag fortalte den hvide rappers ekskone i et interview med en lokal radiostation i Detroit, at hun hader sin eksmand, som hun to gange er blevet gift med og skilt fra. I interviewet beskriver hun Eminem som utro og følelseskold.
»Jeg kaster op, hver gang jeg er i nærheden af ham,« sagde Kim Mathers i interviewet på radiostationen WKQI-FM.
Eminen har allerede i en pressemeddelser taget til genmæle over for ekskonens bebrejdelser.
»Det er en skam, at hun ikke er kommet videre med livet. Hendes opførsel skader børnene,« står der blandt andet i pressemeddelsen.
Eminem og Kim Mathers der begge voksede op i forstæderne i det nordlige Detroit, fik datteren Hailie i 1996. Udover Hailie har Kim Mather en anden datter.
Parret blev gift første gang i 1999 og skilt i 2001. De giftede sig igen i januar 2006, men denne gang holdt ægteskabet kun i tre måneder. Eminem har i sine tekster kraftigt angrebet ekskonen, som han ligefrem har truet med at slå ihjel.