Elvis Presley virker måske ikke helt så vedkommende for ungdommen i dag, som han gjorde engang. Det vil Paul Jankowski, marketingschef i Elvis Presley Entreprises Inc., nu gøre noget ved. I de tidlige dage af Presleys karriere samledes teenagere omkring jukebokses og syvtommerplader, når de nyeste toner fra manden med de løse hofter skulle nydes. I internetalderen, derimod, er der få kunstnere, der kan klare sig uden en MySpace-profil, hvis man vil nå det unge publikum. Og nu må selveste Kongen af Rock’n’Roll altså posthumt tage konsekvensen, hvis han ikke skal overlades til glemselen, vurderer man.
Næste år vil der blive lagt filmklip, fotografier og andet materiale fra det enorme Presley-arkiv på nettet.
»Vi vil tage vores MySpace-side og forsøge at ekspandere vores antal venner på MySpace, den slags ting,« siger Jankowski til AP.
»Der kommer også alt muligt indhold på YouTube, ting som vi lægger ind, ting som fansene lægger ind.«
MySpace er en netværksside, som lader besøgende få adgang til fotos, personlige hjemmesider og blogs. Det handler om at øge graden af eksponering ved at få så mange venner eller tilmeldte til ens side som muligt. Siden, som har millioner af brugere, ejes af Rupert Murdochs News Corp. YouTube, som er en filmudvekslingstjeneste, ejes af Google Inc.