Elton John raser mod russisk filmcensur
Elton John og hans mand David Furnish ved den britiske premiere på ""Rocketman". Elton John går skarpt i rette med russisk filmcensur, som har bortcensureret sexscenerne i filmen om hans liv og karriere. Simon Dawson/Reuters
Russisk filmcensur viser, hvilket splittet verden vi stadig lever i, skriver Elton John på Twitter. Indhold

Elton John går skarpt i rette med russisk filmcensur, som har bortcensureret sexscenerne i filmen "Rocketman" om hans liv og karriere.

- Vi modsætter os på det stærkeste beslutningen om at censurere "Rocketman" på det russiske marked, hvilket vi først er blevet bekendt med i dag, skriver Elton John og holdet bag filmen på Twitter.

- Paramount Pictures har været modige partnere og har ladet os skabe en film som på ærlig og usminket måde genskaber Eltons ekstraordinære liv, hedder det videre.

Blandt det, som de russiske biografgæster ikke får at se, er scener, hvor Elton John, spillet af Taron Egerton, har sex med mandlige partnere.

– At den lokale distributør har fundet det nødvendigt at klippe visse scener ud og dermed fratage publikum muligheden for at se filmen, som den var tænkt, viser på en nedslående måde, hvilken splittet verden vi stadig lever i, og hvordan den på grusom vis nægter at acceptere kærlighed mellem to mennesker, skriver den 72-årige britiske stjerne på Twitter.

Elton John har markeret sig som en stærk forkæmper for homofiles rettigheder og har tidligere protesteret mod en russisk lov som forbyder udbredelse af "homoseksuel propaganda".

Det russiske distributionsselskab har over for nyhedsbureauet Tass bekræftet, at dele af filmen er censureret.

- Ja, filmen er tilpasset russisk lov, oplyser Central Partnership.

Der er bortcensureret scener, der viser homoseksuel sex og narkotikamisbrug. Filmens slutning er også ændret.

Ruslands kulturminister, Vladimir Medinskij, siger til det statslige nyhedsbureau RIA Novosti, at hans ministerium, ikke har haft noget at gøre med censuren af filmen. Det ligger i hænderne hos distributørerne af filmen, siger han.

Amnesty International kalder censuren af filmen for en fornærmelse mod lbgt-personer.

Elton John er populær i Rusland, hvor han første engang optrådte i sovjetæraen i 1979.

"Rocketman" havde premiere den 16. maj ved filmfestivalen Cannes, hvor filmen fik stående bifald.

/ritzau/AFP

/ritzau/AFP