Fogh-regeringen har været så dårlige til at implementere EU-reglerne i udlændingepolitikken, at det er direkte "pinligt". For eksempel har regeringen været for dårlige til at behandle EU's såkaldte opholdsdirektiv, der giver mulighed for lettere familiesammenføring.
Det siger tidligere Venstre-formand og udenrigsminister Uffe Elleman Jensen i Berlingske Tidende og retter dermed en skarp kritik af regeringen.
"Det er pinligt - og helt ude af trit med mangeårig dansk tradition for at være vanskelige, når reglerne laves, men hurtige til at gennemføre dem," siger Ellemann-Jensen.
I en rapport fra EU-kommisionen, der bliver offentliggjort onsdag, kan man læse, at Danmark er det land, der er tredjedårligst til at få gennemført opholdsdirektivet, og det har blandt andet ført til mangelfuld vejledning i Udlændingeservice.
Ifølge Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard, skal Fogh dog bare ignorere kritikken.
"Regeringen skal bare blive ved med at skynde sig meget langsomt," siger hun og tilføjer, at "Ellemann ikke er kommet sig over, at han aldrig blev statsminister."
"Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad Uffe Ellemann siger. Det er pinligt, at han bliver ved med at kritisere," siger DF-formanden.
Venstres EU-ordfører, Michael Aastrup Jensen, mener, at Ellemann har misforstået noget.
"Jeg har normalt stor respekt for Uffe, men her tager han altså fejl. Vi er jo imod dele af direktivet og midt i en politisk kamp for at få det ændret," udtaler han.