Den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen lider af prostakræft.
Det bekræfter den tidligere politiker og redaktørs datter, miljøminister Karen Ellemann, overfor Danmarks Radio.
Han blev i mandags opereret for sin sygdom.
"Vi forventer, at sygdommen er opdaget i tide, og han kommer hjem inden for det nærmeste par dage," fortæller Karen Ellemann til tv-stationen.
Prostakræft er en af de mest almindelige former for kræft blandt mænd, og udvikler sig som oftest ikke til at blive livstruende. Hvert år får 3.000 konstateret sygdommen på et hospital, og undersøgelser tyder på, at hver anden mand over 70 år lider af sygdommen uden særlige problemer.
Hvis der er tale om en aggressiv form for sygdommen, så er det dog afgørende, at den opdages tidligt.
Uffe Ellemann-Jensen er stadig en meget aktiv debattør, og optræder ofte med kontroversielle politiske synspunkter - blandt andet under Muhammed-krisen og i forholdet til Østeuropa.
Kilde: DR