Filmikonet Elizabeth Taylor kommer med barske råd til Hollywoods unge festlige piger.
Den aldrende skuespillerinde er træt af at høre og se på unge kvindelige stjerner som Britney Spears og Lindsay Lohan, der hopper ind og ud af afvænningsklinikker.
Hun mener, at hun med hendes erfaring indenfor samme sportsgren kan give dem et par velmente råd.
Taylor synes, at de unge stjerner skal holde op med at brokke sig over berømmelsens faldgruber:
»Berømmelse sker på bekostning af dit privatliv. Du har ingen ret til et privatliv.«
Rådene kommer i det amerikanske talkshow Entertainment Tonight, hvor Taylor blev interviewet.
»Hvis du vil have et privatliv, så lad være med at gå ud og søge opmærksomhed.«
Hun foreslår, at man i stedet bare bliver hjemme.
»Hjemmet er et dejligt sted.«
Taylor mener, at Hollywoods festlige starletter selv bærer ansvaret for, at interessen for dem er så abnorm, så de i sidste ende ender på afvænningsklinik.
»Nogle af de unge bejler til pressen. Hvis det er det man vil, så er det hvad man får. Men der er en million måder at undgå det på.«
Det er dog ikke noget problem at feste igennem, siger Elizabeth Taylor. Man skal bare gøre ligesom hende og invitere vennerne hjem til sig selv i stedet for.
»Man kan invitere sin kreds af venner hjem til sig. Man behøver ikke at gå ud hver aften, hvor fotograferne er.«