Klokken lidt over ni onsdag morgen besluttede en fuldvoksen og langt fra beskeden elg sig for at aflægge det norske bo- og behandlingssenter i byen Ål et besøg.
Først hoppede elgen igennem et vindue, men da der ikke var nogle patienter på værelset besluttede den sig for at slentre over på den anden side af gangen. Her overrasker den en beboer, der er i gang med et måltid mad.
Beboeren springer straks ud af rummet og låser døren, hvorefter centeret evakueres. Halvanden time senere bliver elgen skudt.
Ove Flatland fra myndighederne siger til vg.no, at elgen var meget voldsom i begyndelsen, men at den hurtigt faldt til ro.
Det var medarbejderen, Audun Steinkjer, der affyrede det dræbende skud. Han har gået på jagt i mere end 30 år, men forsikrer, at han aldrig har skudt en elg på et ældrecenter.
"Nu kan beboerne se frem til at få en rigtig god middag," sagde han efter elg-drabet.