Erhvervsskolernes omdømme kan blive smudset til, hvis politikerne tvinger unge ledige ind i skolelokalerne.
Uddannelsespålægget er en rigtigt dårlig idé, mener man hos Erhvervsskolernes Elev-Organisation.
- Vi har set gang på gang på gang, at påtvungen uddannelse ikke fungerer, siger formand Morten Ryom til Newspaq.
Han frygter sammen med direktør for erhvervsskolerne, Lars Kunov, at uddannelsespålæg kan komme til at skabe flere SU-ryttere og stort frafald på erhvervsskolerne.
Det sker efter nyheden om, at regeringen i forbindelse med en ny kontanthjælpsreform vil trylle unge arbejdsløse om til faglærte arbejdere - ved at tvinge dem i uddannelse på landets erhvervsskoler.
En nylig prognose fra Ugebrevet A4 viser, at Danmark om 30 år kommer til at mangle faglært arbejdskraft. Men Morten Ryom tror ikke på, at tvang kan skaffe flere smede, værktøjsmagere og elektrikere.
Derimod kan uddannelsespålægget komme til at trække flere veksler på erhvervsskolernes allerede blakkede ry.
- Vi vil jo gerne have, at erhvervsskolerne er lige så gode i folks tanker, som de gymnasielle uddannelser er. Så hjælper det ikke at tvinge folk derind. Alt det arbejde vi har gjort for at ophøje erhvervsskolernes omdømme, det vil lige så langsomt sive ud i sandet, siger han.
Ifølge Morten Ryom, oplever man allerede nu, at få ugidelige elever trækker niveauet ned på erhvervsskolerne.
Det er direktør Lars Kunov enig i.
- Hvis ikke den unge er motiveret for at deltage i uddannelsen, så dropper de meget hurtigt ud igen og så er de sådan set bare med til at skabe dårlig kvalitet for de øvrige på skolen, siger han til Newspaq.
Det billlede vil kun blive meget værre, hvis flere tvinges til at gå i skole, mener Morten Ryom.
- Det kommer til at se rigtigt skidt ud, ikke bare for os, men for Danmark generelt, siger formanden for erhvervskoleeleverne.
Ifølge Avisen.dk viste en evaluering fra Deloitte i sommer, at uddannelsespålæg er godt til at få unge i uddannelse, men ikke til at fastholde dem på studiet.
Hver femte af de mest egnede unge er tilbage på forsørgelse igen efter seks måneder.