Der er måske håb for de over 40.000 depressionsramte danskere, der ikke kan få hjælp af de nuværende behandlingsmetoder.
Forsøg i Canada og Belgien har nemlig vist, at noget så science fiction-agtigt som at operere elektroder ind i patientens hjerne kan hjælpe de hårdest ramte.
Derfor har en række læger nu søgt om tilladelse til at forsøge sig med 'dyb hjernestimulation', som metoden kaldes.
"I udlandet har man haft imponerende resultater, hvor mennesker er kommet i arbejde igen efter ikke have fungeret i 10-15 år. Elektroderne kan fjernes igen, og dermed er der ikke tale om et ødelæggende indgreb," siger professor Poul Videbech, der er læge ved Center for Psykiatrisk Forskning, til Kristeligt Dagblad.
Omkring 200.000 danskere lider af depression. Heraf kan en ud af fem ikke hjælpes af de behandlingsmetoder, man har i dag.
Forsøget er endnu kun forsøgt udført på omkring 100 mennesker på verdensplan.