"Forslaget vil øge afstanden mellem dem i arbejde og dem, der har mistet deres arbejde". Enhedslisten er langt fra tilfreds med Socialdemokraternes og SF's skatteforslag.
Der bliver ikke taget hensyn nok til de danskere, der er arbejdsløse, på dagpenge eller på kontanthjælp, lyder skudsmålet.
"Det er dem med de laveste indkomster, der er blevet snydt hver gang af VKO. De skal løftes, så de kan mærke det," siger Enhedslistens Frank Aaen.
Socialdemokraterne mener dog, at skatteforslaget tager hensyn til de lavtlønnede grupper, da der bliver kompenseret for afgifter på for eksempel cigaretter. Derudover får folkepensionister og førtidspensionister et ekstra tillæg på 5.000 kroner om året, understreger Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen.
Han mener, at Enhedslisten er ude efter noget, som er umuligt lige nu.
"Hvis man skal ændre i dagpengeniveauet, som Enhedslisten egentlig ønsker, så skal man lave en egentlig dagpengereform. Men det har vi afvist, da regeringen er ude på at halvere den tid, man kan være på dagpenge i. Derfor har vi ikke kunnet komme igennem med at hæve satserne," siger Henrik Sass Larsen til Newspaq.
Derfor bliver forslaget fra S og SF, som det er, og det er ikke umiddelbart udsigt til, at Enhedslisten kan få kilet nogle ændringer ind.
Henrik Sass Larsen understreger dog, at de er klar til at forhandle, når forslaget skal debatteres i Folketinget. Også med Enhedslisten.