Erhvervskolerne smider hvert år 180 millioner kroner efter busreklamer og stilladsbannere, som skal lokke flere unge til at vælge en uddannelse som for eksempel tømrer, mekaniker eller kok.
De penge skal i stedet bruge til bedre vejledning af unge i Folkeskolen, så de ikke per refleks styrer direkte mod gymnasiet.
Det foreslår Enhedslisten i slutspurten af de politiske forhandlinger om reform af erhvervsuddannelserne.
"Erhvervsskolerne skal holde op med at bruge så mange penge på reklamer. Vi kan se på det faldende ansøgertal til erhvervsskolerne, at de alligevel ikke virker," siger undervisningsordfører Rosa Lund.
Halvdelen dropper ud
Kun 19 procent vælger i dag en erhvervsuddannelse - og op imod halvdelen dropper ud undervejs.
Den kommende reform skal få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse - og samtidig vælge den rigtige uddannelse fra start.
Mangelfuld vejledning i Folkeskolen udgør en del af problemet, og derfor vil Enhedslisten forbyde erhvervsskolerne at bruge penge på reklamer - og bruge dem på bedre vejledning i stedet.
"Erhvervsskolelærerne skal ud på folkeskolerne og fortælle. Det er mere oplysning end reklame. Det tror vi på, er vejen frem," siger Rosa Lund.
Vejledningen halter
Forslaget får en blandet modtagelse blandt de øvrige partier omkring forhandlingerne.
Venstre er enige i, at vejledningsindsatsen i folkeskolerne halter.
"Der er 107 forskellige erhvervsuddannelser, og det gør det svært for vejlederne at sælge uddannelsen. Vejledningen i folkeskolen har generelt en række svagheder, som vi skal have kigget nærmere på," siger undervisningsordfører Peter Juel Jensen.
Han ønsker ikke at kommentere på det konkrete forslag på grund af de verserende forhandlinger.
Socialdemokratiet kan godt se ideen i Enhedslistens forslag, men mener ikke, at det er vejen at gå.
"Jeg kan godt forstå, hvad der er baggrunden for Enhedslistens forslag, og jeg vil gerne være med til at diskutere, om de penge erhvervsskolerne bruger på reklame, tager overhånd," siger undervisningsordfører Ane Halsboe-Jørgensen.
Men hun understreger:
"Hvis vi politisk ønsker, at uddannelsesinstitutionerne er selvejende, så må det også følge med, at de skal kunne gøre reklame for sig selv."
Erhvervsskolerne skal selv bestemme
Liberal Alliance stiller sig undrende overfor Enhedslistens forslag om at forbyde erhvervsskoler at reklamere for sig selv.
"Vi mener, at erhvervsskolerne bedst selv kan vurdere, hvordan de kommunikerer med nuværende og fremtidige elever. Det er ikke Enhedslisten, der er ekspert i det, det er erhvervsskolerne selv," siger undervisningsordfører Merete Riisager.
Hun har ikke meget til overs for ønsket om at ulovliggøre reklamer for de selvejende uddannelsesinstitutioner.
"Det er noget pjat! Det er bare fordi Enhedslisten har en politisk holdning til ordet reklame," siger Merete Riisager.