I februar tvang demonstranter i Egypten deres 83-årige præsident Hosni Mubarak til at gå af. Hans exit skete dog først efter mange ugers blodigt oprør, hvor Mubaraks militær dræbte omkring 800 af oprørerne. Nu skal han og hans to sønner offentligt for retten. Det skriver AP og Reuters.
Tiltalen mod Mubarak og de to sønner, der efter sigende skulle overtage magten efter ham, lyder på blandt andet konspiration om at dræbe, korruption og magtmisbrug. Dømmes de skyldige i deres tiltaler, kan de straffes med døden.
Mubaraks modstandere har ellers frygtet, at det nye egyptiske styre ville skåne ham og undlade at udsætte ham for den offentlige ydmygelse en retssag vil være.
Efter præsidentens exit fra magten, har protesterne i Egypten derfor fortsat - dog mindre blodigt. Demonstranter har været på gaderne netop for at kræve, at Mubarak skulle for en domstol. Der var planlagt en ny demonstration allerede i morgen.
Kilde: AP og Reuters