Perus højesteret har annulleret en benådning af den tidligere præsident Alberto Fujimori og udsendt en anholdelsesbegæring mod ham.
Men det svarer til en "dødsdom", siger den 80-årige Fujimori fra sin hospitalsseng torsdag.
I en video optaget på hospitalet sender han en anmodning til Perus præsident, Martin Vizcarra, og den dømmende magt i landet.
- Vær venlig ikke at dræbe mig. Hvis jeg vender tilbage til fængslet, vil mit hjerte ikke klare det. Det er for svagt til at gennemleve det igen. Giv mig ikke en dødsdom. Jeg har ikke mere at give, siger Fujimori i videoen.
Onsdag besluttede en højesteretsdommer at annullere den benådning, der i december sidste år satte den tidligere præsident på fri fod.
Umiddelbart efter blev Fujimori transporteret af en ambulance til et hospital med hjerteproblemer.
Ifølge Fujimoris læge er han indlagt med de samme hjerteproblemer, som har fået ham indlagt fire gange, siden han blev løsladt.
- Han (Fujimori, red.) anses allerede som en fange, lyder modsvaret dog fra Perus indenrigsminister, Mauro Medina, på radiokanalen RPP.
Fujimori var 12 år inde i en dom på 25 års fængsel, da han overraskende blev benådet af landets daværende præsident, Pedro Pablo Kuczynski.
Han fik straffen efter at være kendt skyldig i at have beordret to massakrer, der blev begået af dødspatruljer, i 1991 og 1992.
Kuczynski hævdede, at han benådede Fujimori af humanitære årsager. Men mange mente dengang, at det var et forsøg på at skabe støtte blandt Fujimoris allierede i kongressen, så de kunne støtte Kuczynski i forbindelse med forsøg på at stille præsidenten for en rigsret.
Benådningen blev mødt af voldsom kritik fra menneskerettighedsgrupper og ofre for Fujimoris politik.
Kuczynski blev senere fældet som præsident af en korruptionsskandale.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.