Kenneth Plummer er på vej op på ølkassen for at tale visioner for DR. Men det er en fejl, at han ikke har gjort det før.
For når han går i spidsen for fyringen af 500 medarbejdere, sløjfning af programmer og omfattende organisationsændringer, skal alle være klar over, hvad målet er.
Det mener Steen Hildebrandt, professor i ledelse ved Handelshøjskolen i Århus.
»Hvis Plummer har opbakning fra bestyrelsen til en vision, så skal han fortælle om den i klare vendinger. Hvis folk bare får at vide, at nedskæringer er nødvendige, fordi regeringen og budgettet kræver det, så er det en fattig forklaring. En vision vil altid bidrage til at besvare en masse spørgsmål og give det, som stort set alle mennesker higer efter, nemlig en mening med galskaben,« siger Steen Hildebrandt. Han understreger, at Kenneth Plummer står i en vanskelig ledelsessituation, fordi han har en politisk bestyrelse, stor offentlig bevågenhed og har arvet en række problemer fra fortiden.
Men hvis visionen ikke meldes tydeligt ud, skaber det i følge Hildebrandt »kolossal usikkerhed«.
Plummer afviser
Professor Majken Schultz fra Handelsehøjskolen i København vil ikke kommentere Plummers ledelsesstil direkte, men siger:
»Når du laver besparelser, er det med henblik på at vokse eller skabe ny udvikling bagefter. Hvis folk skal motiveres til at komme i gennem spareprocesser, vil medarbejderne have vished om, at der er et mål med det. Du er nødt til at holde fast i, at du gør det med et perspektiv,« siger hun og fremhæver Lego Gruppen og Bang & Olufsen som eksempler på, at spareplaner kan gennemføres, mens der arbejdes med langsigtede visioner.
Kenneth Plummer mener, han tydeligt har forklaret, at målet med besparelserne er at rette op på økonomien.
»Men jeg har ikke talt strategiplaner, fordi jeg synes, det var upassende midt i en krisesituation. Nu har vi lavet en ny plan, som passer til den nye økonomiske virkelighed, og den plan er blevet godkendt af bestyrelsen i september. Så nu er vi klar til at tale om den store køreplan for fremtiden.«