Det franske satire-magasin Charlie Hebdo blev i nat angrebet med en bezimbombe, efter de i går udnævnte profeten Muhammed som chefredaktør på bladets næste nummer.
Religions- og satireforsker ved Københavns Universitet, Dennis Meyhoff Brink, betragter nattens angreb som sørgeligt og overraskende. Men skulle det ske for et magasin, er han ikke overasket over, at det blev Charlie Hebdo.
"De er nogle af de mest udfordrende og frygtløse satirikere i Frankrig. Men jeg synes det er sørgeligt, at der stadig findes muslimer, der ikke kan svare med kritik men med vold," siger han til Newspaq.
Han henviser til, at bladet før har været i vælten i Frankrig på grund af en tegning fra 2006, hvor bladet portrætterede profeten Muhammed, der brokkede sig over, at han havde så mange dumme tilhængere.
Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, fordømmer angrebet på bladet.
"Nattens brandattentat på det franske satiremagasin, Charlie Hebdo, vidner om, at et stærkt globalt netværk af islamister, ser det som deres fornemste opgave at kvæle ytringsfriheden og indføre sharialove via trusler, terror og generel politisk pression," siger han.
Udover at Charlie Hebdo havde udnævnt profeten Muhammed som chefredaktør, havde det ligeledes skiftet navn til 'Charia Hebdo', med henvisning til det islamiske ord Sharia. Coveret viste desuden et billede af Muhammed under overskriften: '100 piskeslag, hvis du ikke dør af grin', skriver BBC.