Voldtægter og mord på civile er stadig dagligdag i Darfur-provinsen i Sudan. Så sent som denne måned angreb oprørere Sudans hovedstad Khartoum, og befolkningen i Darfur kan nu forvente gengældelsesangreb fra regeringen.
Konfliktforsker Bjørn Møller fra Dansk Institut for Internationale Studier har fulgt konflikten tæt. Han er ikke optimist.
»Udsigterne er ikke gode. Jeg tror, konflikten i Darfur fortsætter i lang tid endnu,« siger Bjørn Møller.
Sudans regering bærer en stor del af ansvaret for massakrer i Darfur, fordi de har allieret sig med brutale arabiske militser. Men også Darfurs oprørere voldtager og myrder.
Den sudanske tolk Daoud Hari opfordrer til mere pres – og gerne en militær løsning i Darfur. Bjørn Møller er kun delvist enig.
»Mere pres på oprørerne – og specielt på Sudans regering – er vejen frem. Men en stor militær operation tror jeg ikke på. Det vil kræve en enorm mængde tropper, og vi risikerer, at det blot bliver endnu værre efter en invasion, som vi har set det i Irak,« siger Bjørn Møller, der samtidig opfordrer Vesten til at sende mere hjælp til Darfurs mange ofre.
Konflikten i Darfur har ifølge FN kostet 300.000 livet og drevet 2,5 millioner på flugt.
Kampene står imellem en lang række afrikanske og arabiske militser. Araberne støttes med kampfly og tropper af Sudans regering.
Den berygtede janjaweed-milits har med regeringens hjælp brændt utallige landsbyer ned og voldtaget og myrdet civile.