Anklageskriftet lød på ikke færre end 22 tilfælde af seksuelle overgreb mod drenge, da den nu 71-årige præst James Robinson lørdag blev fremstillet i retten i Birminghan.
Præsten, der flyttede til Californien i midten af 1980'erne, havde arbejdet i Birmingham og Coventry, hvor han skal have begået overgrebene mellem 1959 og 1983.
En talskvinde for politiet oplyser til BBC, at James Robinson blev udleveret fra USA torsdag og landede i London fredag.
Herfra blev han kørt direkte til politistationen i Birmingham, hvor han blev afhørt.
Fra den romersk-katolske ærkebiskops kontor i Birmingham oplyses det, at man samarbejder fuldt ud med politiet.
Ærkebiskoppen har valgt ikke at kommentere sagen, så længe den er for retten.
Den 71-årige præst blev arresteret i januar, efter et af hans ofre havde genkendt ham i et program på den britiske TV-station BBC.