Retsopgøret efter revolutionen i Egypten tidligere på året er så småt begyndt. En række af ekspræsident Hosni Mubaraks nærmeste allierede er tiltalt for forbrydelser under det tidligere regime.
Nu er den første mand blevet dømt. Det drejer sig om tidligere indenrigsminister Habib al-Adli, som er blevet idømt 12 års fængsel for pengevask og korruption.
Det er i midlertidig ikke det eneste den tidligere minister er beskyldt for. Han er nemlig også tiltalt for at stå bag ordren til nedskydning af demonstranter under de protester, der førte til regimets fald.
Hvis al-Adli findes skyldig, risikerer han dødsstraf.
Mindst 846 mennesker blev dræbt under opstanden i Egypten.
Mere end 20 eksministre og andre forbindelser til Mubarak skal for retten i de kommende måneder. Også Mubarak selv skal for retten.
Kilde: BBC