Invasionen af Gazastriben kan resultere i en humanitær katastrofe, hvis Israel fortsat nægter nødhjælpsorganisationerne at komme frem med forsyninger.
Derfor kan omfanget af katastrofen blive bestemt af Gazastribens vestlige nabo, Egypten, vurderer generalsekretær i Dansk Røde Kors Anders Ladekarl.
"Det afhænger fuldstændig af, om Egypten åbner grænsen, eller om folk, der bor i Gaza, simpelthen stormer ind i Egypten. Det kan godt ske, at det er i Egypten, størstedelen af det humanitære arbejde kommer til at foregå," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Dansk Røde Kors fordømmer på det kraftigste den politik, som Israel har ført på det seneste, hvor nødhjælpsorganisationer er blevet nægtet at komme ind i Gaza med forsyninger.
"Israel er som krigsførende magt i henhold til Geneve-konventionen forpligtet til at lade humanitær bistand komme frem, og alt andet er uacceptabelt. Derfor må vi stærkt appellere om at få lov til at komme frem med de forsyninger, der er brug for. Det er en international forpligtigelse, og det er helt uhørt, hvis Israel ikke tillader det," siger Anders Ladekarl.
Han frygter, at det vil få særdeles alvorlige konsekvenser for de omkring 1,4 mio. mennesker, der bor i Gazastriben, hvis kampene fortsætter. Og det er der noget, der tyder på, at de vil, da Israels forsvarsminister, Ehud Barak, søndag konstaterede, at operationen vil fortsætte så længe som nødvendigt.
"Der var allerede tale om en presset humanitær situation, inden Israel rykkede ind. Hospitalerne var overbelastede, da der var rigtig mange sårede. Og det er klart at kampe inde i Gaza, der er utroligt tæt befolket, ikke kan undgå at kræve flere civile ofre og et yderligere pres på hospitalerne," siger Anders Ladekarl.