En ekspedient på en Statoil tankstation blev onsdag aften truet med en 25 centimeter lang slagterkniv til at udlevere penge og cigaretter.
Det fandt sted i Toftlund i Sønderjylland, og nu efterlyser politiet de tre mænd, som var maskeret med skimasker.
Ifølge Syd- og Sønderjyllands politi kom de tre mænd kørende på tankstationen onsdag den 29. september kl. 20.35 i en mørkerød eller bordeaux-farvet Ford Escort. Den ene mand gik direkte hen til kassen og truede ekspedienten med den lange slagterkniv, mens den anden holdt døren.
Manden ved kassen talte dansk og fik et mindre pengebeløb udleveret samt et par kartoner cigaretter, som røverne også krævede.
Den tredje mand ventede i bilen.
Syd- og Sønderjyllands politi har følgende signalement af røverne:
Fører af bilen: Mand, iført sort skimaske eller hætte, Sort trøje eller jakke med ærmer med bred hvid stribe helt ned til håndleddet
Røveren ved kassen: Mand, taler dansk uden dialekt, ca. 25 år, omkring 185 cm høj, spinkel af bygning, mørkeblå sweatshirt, hvor der er et lille påsyet mærke på højre side af brystet, lyse jeans, maskeret med sort skimaske og små solbriller.
Manden ved døren: Taler også dansk uden dialekt.