Ryanairs personalechef Eddie Wilson og FPU’s (Flyvebrancens Personale Union red.) forhandlingsteam har her til formiddag holdt møde om muligheden for, at Ryanair kan få base (altså at piloter og stewardesser kan overnatte) i København.
Efter mødet er forhandlingsparterne stadigvæk ikke nået nærmere et grundlag for en overenskomstaftale.
Forhandlingsmødet var primært indledende, og snakken nåede ikke ind på det konkrete indhold i en overenskomstaftale.
FPU fik gjort klart, at fagforeningens krav til en overenskomstaftale er stålsatte og de samme, som blev fremsat i 2015, inden Ryanair lukkede sin base i Danmark. Det oplyser formand for FPU Thilde Waast til Avisen.dk.
Hun understreger samtidig, at bolden nu ligger hos Ryanair. Det er altså op til det irske lavprisselskab, om man kommer tilbage til Danmark for at genoptage forhandlingerne om en overenskomst for piloterne og kabinepersonalet hos flyselskabet.
Overenskomstaftalen vil kun gælde de af Ryanairs medarbejdere, der kommer til at være knyttet til en måske kommende base i Danmark.