Ritzau
Opdateret kl. 16:06
Forsikringsselskabet Topdanmark har indledt jagten på en ny administrerende direktør.
Selskabet skriver i en pressemeddelelse, at den nuværende topchef, Christian Sagild, fratræder sin stilling ved årsskiftet.
Beslutningen er truffet af Sagild og bestyrelsen i fællesskab.
- Tidspunktet er rigtigt for at lade en ny administrerende direktør komme til, der kan bære Topdanmark igennem den næste fase, siger formanden for Topdanmarks bestyrelse, Torbjörn Magnusson.
Christian Sagild selv mener også, at timingen er rigtig.
- Der er fuld gang i Topdanmarks udviklingsplaner, og vi har leveret historisk gode resultater. Jeg mener derfor, at fundamentet for den fremtidige udvikling i Topdanmark er på plads, siger Christian Sagild.
Topdanmarks overskud i første halvår af 2017 var da også det største nogensinde.
Selskabet er Danmarks næststørste i forsikringsbranchen, målt på markedsandel. Det er kun overgået af Tryg Forsikring.
57-årige Christian Sagild tiltrådte som direktør i Topdanmark i juni 2009 og har altså siddet på posten i mere end otte år.
Han er uddannet aktuar og har arbejdet i koncernen siden 1996 og er desuden bestyrelsesmedlem i Forsikring & Pension, Ambu, Gobike og Bikeshare Danmark.
/ritzau/