Den skandaleramte fiskefabrik Jelex Seafoods A/S i Hirtshals gik konkurs for tre uger siden, og nu er samtlige medarbejdere blevet fritstillet.
Det meddeler kurator i konkursboet, Hans Peter Storvang fra Advokatfirmaet Hovmøller & Thorup i Aalborg, skriver Nordjyske.
Efter konkursen var der håb om, at sælge hele eller dele af virksomheden, men i en pressemeddelelse oplyser kurator, at der har været gennemført en budrunde med flere interesserede, men at "ingen ønskede at fortsætte med navnet Jelex Seafood som følge af den hetz, som virksomheden har været udsat for i medierne".
Det oplyses samtidig, at der er fundet en køber varelager og inventar:
"Køber er en større udenlandsk koncern, der allerede har en afdeling baseret i Hirtshals, hvorfor køberen ikke har brug for de medarbejdere, der tidligere var ansat i konkursboet. Medarbejderne i Jelex Seafood er derfor alle blevet fritstillet”, står der i pressemeddelelsen.
Jelex Seafoods A/S knækkede nakken efter TV 2-programmet "Operation X" i efteråret afslørede, at Hirtshals-virksomheden i flere tilfælde havde forfalsket analyser, der skulle vise, om fisken var inficeret med bakterien listeria.
Efter "Operation X"'s afsløringer gik Fødevarestyrelsen ind i sagen. Det førte til i alt ni politianmeldelser for at vildlede kunderne og for dokumentfalsk.
Programmets afsløringer var blandt andet baseret på skjulte optagelser foretaget af en tidligere ansat. Den tidligere ansatte frygtede, at flere ville blive syge af at spise den fisk, virksomheden solgte.