Lørdag aften på en kro i Randers har 18-årige Edel Nielsen taget sin pæne balkjole på og glider ud på gulvet til datidens toner. Hun er i byen med nogle veninder og bliver budt op af flere herrer, men den eneste, der får lov at danse med den mørkhårede kvinde, er unge Svend Aage.

Dansede hele natten

Hele natten klæber de to til hinanden, og da musikken dør ud, får Svend Aage lov at følge Edel hjem og kysse hende i gadedøren. I dag 18 år efter mandens død, drømmer Edel Nielsen stadig om ham. »Vi danser med armene om hinandens hals, og jeg kigger ham ind i øjnene og siger: "Sig mig, Svend Aage, kommer du og henter mig?" Og han svarer: "Ja, det gør jeg". Jeg kan stadig ikke tåle at høre Den allersidste dans . Når folk går ud på gulvet, så står jeg og hænger og flæber. Det er en kærlighed, der har varet hele livet, og jeg tror, han kommer og henter mig,« siger hun.Svend Aage blev både den første og sidste kærlighed for Edel Nielsen. De to flyttede først til Århus og senere, da Svend Aage fik job hos Statsbanerne, til Nyborg. Tre børn kom til, og årene gik i harmoni.»Det var et rigtig godt, solidt ægteskab. Vi var trofaste begge to lige til det yderste. Det skulle være os,« fortæller Edel Nielsen.

Dde pludseligt

Guldbrylluppet ligger et halvt år forude, og planlægningen på Nyborg Strand er begyndt. En aften har de en kollega med kone til middag, og ved 22.30-tiden er kaffen drukket, parret smuttet hjem, og Svend Aage går på badeværelset. Bagefter sætter han sig i pyjamas på sengekanten, men kan ikke komme ned og ligge.»Han sagde godt nok, at det kørte i hans bryst, men han virkede ikke syg, og han jamrede heller ikke.«Men Svend Aage var syg. Han havde fået en blodprop, og på sygehuset kunne de ikke stille noget op. Edel Nielsen fik aldrig sagt farvel.»Jeg var ikke sikker på, det var godt for mig, for det skete så pludseligt, så brat. Man fatter det ikke. Og efter en kort stund sidder vi og taler om salmer til begravelsen. Det er ganske forfærdeligt,« mener Edel Nielsen

P selvmordets rand

Den næste tid blev mørk. Vennerne, som Edel og Svend Aage havde spillet kort med, forduftede med det samme. Edel sad tilbage tyve kilo lettere i det sorte hul , som huset på Frisengårdsvej senere blev døbt. »Jeg gik mere og mere ned med flaget, og jeg blev mærkelig apatisk. Fra lægen havde jeg fået noget stesolid, og glasset var helt nyt, så der var hundrede piller. Jeg tænkte helt nøgternt. Jeg kunne lige så godt tage dem alle, for så var det overstået. Men så var det, at mine børn passerede for mig, og jeg tænkte, at det kunne jeg ikke gøre mod dem,« husker hun. I stedet begyndte hun at tage sin gamle interesse for maling op, hun fik nye venner og kom sig. Bare ikke over savnet. I 18 år har Svend Aage været hos hende hele tiden, selvom Edel godt ved, at han ikke kommer rigtigt tilbage.»Mange gange, når jeg kommer i seng om aftenen, kan jeg ligge og repetere min dag, og så snakker jeg til ham. "Nu må du hjælpe mig, eller nu er jeg ked af det". Jeg savner, at vi kunne være blevet sammen nogle flere år. Jeg savner den tryghed, han gav mig. Det er en stor sorg ikke mere at have den, man elsker,« siger hun.Ingen mænd har siden været gode nok til Edel Nielsen. Nu er det også for sent, for det skulle have været, mens hun var i 60 erne, mener hun.»Det er ikke fordi, jeg ikke har haft tilbud. Man kan altid finde sig et stykke mandfolk. Der har bare ikke været en, jeg har sagt, at ham kunne jeg godt tænke mig. Er nogle kommet for tæt på mig, er de blevet vappet af. Jeg har ikke gidet, for jeg har haft sådan en god mand. Der er ikke mange, der kan sige, når de er 85 år, at de kun har haft én eneste mand i deres liv.«